Jeg var i mange år ansat på en højskole. Den eftermiddag i september var der frugt, bagværk og termokander på langbordet. Jeg havde hældt kaffe op og stirrede længselsfuldt mod langsiden for at signalere til en kollega, at jeg godt ville have mælken i min retning, men lydløst, for forstanderen var gået i gang. Sagen var alvorlig: skolen manglede elever.
Efter tre kvarters gruppearbejde kiggede min chef ud over de tilstedeværende og bad os komme med bud på, hvordan vi kunne skaffe flere elever.
Nede i hjørnet var der en, der sagde noget om marketing.
Så tog min kollega ordet. Udsagn får automatisk mere vægt, når man placerer underarmene på bordet og læner sig lidt frem.
– Hvad med, begyndte min kollega (placeringen af de underarme havde for længst sikret personalets opmærksomhed), – hvad med om vi tager alle de elever, vi har nu, lukker dem inde i foredragssalen, tænder nogle stearinlys, og sætter noget Marvin Gaye på. Så går der 18 år, og så har vi nye højskoleelever!
Der kom elever til højskolen. Om det skyldes at to personer på et tidligere tidspunkt et sted på kloden havde sat noget Marvin Gaye på, er ikke til at sige. Men det fik mig til at tænke over, hvorfor det ofte er Marvin Gaye eller Barry White, folk på min alder og ældre hiver frem, når man skal tale, ahem, stemningsskabende musik. Min kollega er godt tredive og langt fra boomer, men måske er vi på tværs af generationer kollektivt underlagt en accept af, at sexy musik er sorte mænd med tilknytning til Motown.
Læs resten
