Lyden af godt selskab

Jeg var i mange år ansat på en højskole. Den eftermiddag i september var der frugt, bagværk og termokander på langbordet. Jeg havde hældt kaffe op og stirrede længselsfuldt mod langsiden for at signalere til en kollega, at jeg godt ville have mælken i min retning, men lydløst, for forstanderen var gået i gang. Sagen var alvorlig: skolen manglede elever. 

Efter tre kvarters gruppearbejde kiggede min chef ud over de tilstedeværende og bad os komme med bud på, hvordan vi kunne skaffe flere elever. 

Nede i hjørnet var der en, der sagde noget om marketing. 

Så tog min kollega ordet. Udsagn får automatisk mere vægt, når man placerer underarmene på bordet og læner sig lidt frem. 

– Hvad med, begyndte min kollega (placeringen af de underarme havde for længst sikret personalets opmærksomhed), – hvad med om vi tager alle de elever, vi har nu, lukker dem inde i foredragssalen, tænder nogle stearinlys, og sætter noget Marvin Gaye på. Så går der 18 år, og så har vi nye højskoleelever! 

Der kom elever til højskolen. Om det skyldes at to personer på et tidligere tidspunkt et sted på kloden havde sat noget Marvin Gaye på, er ikke til at sige. Men det fik mig til at tænke over, hvorfor det ofte er Marvin Gaye eller Barry White, folk på min alder og ældre hiver frem, når man skal tale, ahem, stemningsskabende musik. Min kollega er godt tredive og langt fra boomer, men måske er vi på tværs af generationer kollektivt underlagt en accept af, at sexy musik er sorte mænd med tilknytning til Motown. 

Læs resten

Talk Talk – Spirit of Eden (1988)

Jeg ville ønske, jeg havde gemt anmeldelsen. Jeg klippede den ud af kultursektionen i Det Fri Aktuelt og skød den usikkert hen over disken. Jeg var tretten og allerede sortklædt og fremmedgjort sammen med min bedste ven Ole. Vi hørte Bowie og Kraftwerk. Men Ole vidste ikke noget om dette. Det var noget, jeg måtte gøre på egen hånd. 

Jeg husker ikke hverken navnet på pladeforretningen eller indehaveren af den; jeg forestiller mig, at han hed Henrik. En fyr, der var omkring de tredive i 1988, kan godt have heddet Henrik. Han har nok præsenteret sig på et tidspunkt; jeg kom der tit. Det smalle butikslokale lå i begyndelsen af Østergade og må have delt baggård med den nedsunkne, hvidkalkede ejendom, der lå på toppen af Storegade lige om hjørnet, og hvor der senere flyttede en ind fra min folkeskoleklasse, der hed Bettina. 

Jeg gik rundt i det lille lokale og kiggede forsigtigt på rækkerne med vinylplader. Jeg turde ikke kigge ordentligt på Henrik (vi kalder ham Henrik), for han var uopnåelig og alvidende, men jeg husker ham som høj og med brunt hår, som godt kan have været kort foran og lidt længere bagtil, fordi det var 1988. 

Læs resten