Pedeliste 1 – 2016

De første udgivelser er kommet ind af døren i det nye år og 2016 ser allerede meget spændende ud. Den første Pede-liste er klar, 12 forskellige numre, der alle hver for sig fortjener et lyt og at blive købt som fysisk medie, dels fordi vinyl og CD bare er lækrere end lydfiler og så er der en chance for der tilgår musikerne flere penge end Spotify og andre tjenester lader gå tilbage til de der skaber musik. Nå men det ved I jo alle godt så vi skal i gang med listen:

David Bowie : Lazarus fra Blackstar
Sidste album, sidste video, sidst alting med David Bowie. Blackstar blev udgivet og to dage efter kom den triste meddelelse om Bowies død. Lazarus er Mature Bowie-classic. Artpopfunkrock ? Lidt af det hele blandet sammen, skævt og vellydende. Nogle anmeldere nåede inden Bowies død, at kalde albumet alt fra mesterværk til genfødsel, albumet skyder i mange retninger, stortset alle de som den modne Bowie har bevæget sig rundt i siden starten af 90erne og det er skam ganske rigtigt, at det er hans absolut stærkeste album i denne sidste livsfase. Sublim timing, perfekt iscenesættelse, savner ham allerede, men hvilket flot og livsbekræftende værk, at lukke livet med.

Villagers : Everything I Am Is Yours fra Where Have You Been All My Life?
Conor O’Brien, der gemmer sig bag navnet Villagers, har udgivet tre albums og her kommer så et best of af de tre, hvor han har været i studiet og genindspille 18 numre fra disse udgivelser, optaget i første eller andet take, der giver alle numre nyt liv, en udgivelse der demonstrere Conors gode sangskrivning og blik for den gode melodi, en feelgood skive med et strejf af blue og almindelig melankoli, helt efter bogen når man kommer fra Dublin.

Yorkston/Thorne/Khan : Song For Thirza fra Everything Sacred
Yorkston har twistet skotsk folk-musik siden udgivelsen af hans fremragende debut på Domimo Records, Moving Up Country fra 2002. Produktionen har været stor og meget stilsikker. Denne gang bevæger han sig sammen med Thorn fra Lamb og indiske Khan ud ad et helt nyt spor, et spor hvor den britisk folk tilsættes store doser af indisk folkemusik, at en ny afart af folk nærmest bliver skabt, det er musik der svinger fra at være meget afslappende, nærmest drømmende, til at være røvirriterende skæv, det er uden tvivl et album, selv kendere af Yorkston, skal have sat over og køre flere gange før den lige falder i hak. Personligt er jeg ikke selv faldet for det endnu selvom, jeg finder hele dette setup firnurligt og interessant.

Daughter : Doing The Right Thing fra Not To Disappear
Daugthers debut “If You Leave” slog benene væk under mig, da den udkom i 2013, en helstøbt plade om kærlighedens svære og forrykte liv. En etter, der var så ren, smuk og melankolsk, at jeg har haft mine bange anelser for om de unge londonere kunne gentage eller indfange verden til toeren. Daugther skuffer ikke, de har gjort en sublim skive, lettere modnet, men stadig med øje for tragedien og fingeren på den puls som banker, der ude hvor kærligheden altid ender i afslutninger og problemer, til tider nærmest storladent, konstant svævende og halv messende. Jeg er endnu en gang bare totalt faldet for Elena Tonras følsomme stemme, ramt i en sådan grad at vi skal helt tilbage til Cockteau Twins for at ligne et crush der ligner. Ses vi i Store Vega den 4. februar ??? Det kan du lige tro vi gør 🙂

Mystery Jets : Telomere fra Curve Of The Earth
Mystery Jets er et af de bands der lever godt på de britiske øer. Det er indierock/pop i den stil der er blevet lavet i UK gennem årtier, I ved, den der britiske lyd, der nærmest skriger efter et stadion den kan blive spillet på, fordi lyden vokser sig så stor at den ikke kan rummes andre steder. Og den slags har man jo bare brug for nogen dage på sådan et år.

Skunk Anansie : Love Someone Else fra Anarchytecture
Der findes dage hvor genkendelsens glæde er nok, og sådan er det med Skin & Cos nye album, der er ikke sket meget siden 90erne, det er vellydende, rock, med lidt vrængende sang i de rette doser og elektriske beats droppet i numrene. Godt produktion. Kendere vil elske det, der er absolut intet nyt under solen, og det behøver der jo heller ikke altid at være.

Hinds : And I Will Send Your Flowers Back fra Leave Me Alone
Det er enkelt, kvindelig garage-poprock med klare afstikkere til 60erne, direkte fra Madrid, det er deres debut, jeg bliver i så utrolig godt humør at lytte til de stilrene numre og den fanden i voldskhed  de unge damer lægger for dagen. Deres energi og ligefremhed smitter og gør albumet til vinder, der lægges ikke nye lag på genren, hvilket ikke gør det mindste, det er så befriende ukompliceret.

Bloodiest : Mesmerize fra Bloodiest
Så bliver tingene til gengæld lettere kompliceret og man skal virkelig være i humør når Bloodiest levere progressiv metal direkte fra Chicago, nogen vil måske finde det lidt for gumpetungt, i de numre som Mesmerize hvor det virker finder jeg det både stemningsfyldt og effektfyldt, men det er en temmelig rodet sag de har sat løs, hvor de kan sammenlignes med Tool når tingene virker bedst.

Petal : Heaven fra Shame
Vellydende feelgood-indie-rock med kvindelig vokal, Kiley Lotz, fra USA, og det så klasisk, så det får det store smil frem hos mig. Lige ud af landevejen, sprød, fængende og kun lettere blåt, ikke særlig kompliceret, men det gør intet når først festen er sat i gang.

Jørck : Black Sun fra Black Sun
Det er dansk selvom det ikke rigtig lyder sådan, lyden er nemlig meget international når denne duo går i gang med deres elektroniske popmelodier, tankerne går mod Mazzy Star, drømmende soundtrack til livet, fyldt med masser af lyde, en skive som vokser for hver eneste gennemlytning. Trine Jørck og Torben Guldager har lavet flot og stemningsmættet debut.

Tindersticks : Were We Once Lovers? fra The Waiting Room
Stuart Staples bliver jeg bare aldrig rigtig træt af, jeg husker stadig hvor glad jeg blev først gang min daværende pladepusher lod tonerne af det første album, for vel efterhånden 23 år siden, brede sig ud i rummet i GUF i Lars Bjørnsstræde, jeg var solgt ved først lyt og har været det siden. De har helt sikkert lavet det samme album mere end en gang, selv hestehovedet på coveret er brugt flere gange før. For mig er det lyden af gode historier der finder vej til min hjerne når Staples baryton går i gang, kan ikke kæmpe imod det, endnu en tur med masser af minder i hovedet, og når der lyttes efter i andet gennemlyt endnu en runde med interessant nærværende historier fra Tindersticks.

John Moreland : You Don´t Care For Me Enough To Cry fra High On Tulsa Heat
Det er måske lidt af en tilsnigelse at tage Moreland med på årets udgivelser, da albumet udkom i USA sidste år, men først har fået europæisk release i forbindelse med Moreland har fulgt Jason Isbell rundt i Europa på tour siden nytår. Det er country af den slags som får voksne mænd til at stortude, melodiøst, fantastisk sangskrivning, en ægthed som kan synes at være en mangelvare i musikbranchen. Morelands stemme og instrumentering er klassisk country, det er lyden af de amerikanske rødder i passager skåret så langt ind til bennet at vi ikke kommer længere.

Alle albums kan fås på vinyl og CD hvis man endnu ikke har overgivet sig til pladespillere, og for min fornøjelse og til jeres inspiration kommer her årets første playliste:

Jim James: I Followed All The Wrong Dreams

Jim James : Regions Of Light And Sound Of God
Udgivet på V2 Records, februar 2013

180 gram vinyl plus CD, en udmærket ordning, Ipoden skal jo også fodres, så der kan lyttes til musikken også uden for stuens trygge vinyl-ramme. Endvidere giver det virkelig syn for sagen, at lytte til den markante klang forskel der er på fra CD til Apple-format i forhold til at høre vinylen på den rigtige lydstyrke på anlægget.

Normalt gør Jim James det som frontmand hos My Morning Jacket, et af mine favoritbands, der gennem et tiår har udviklet sig fra klassisk americana til spændende amerikansk rock med elektroniske elementer. Dette album er ikke endnu et My Morning Jacket opkog selvom der i enkelte passager er gensynsglæde med elementer fra seneste album Circuïtal, udgivet 2011.

Første gang jeg sætter albummet i rotation virker det som en meget rodet affære, det synes som om Jim James forsøger alt og når meget lidt, der mangler form og konsistens. Altså et album, der ikke bare sidder i skabet efter et enkelt eller to lyt.

I skabet kommer den dog, og det meget sikrere ned jeg umiddelbart havde troet ved første lyt. Med sine mange virkemidler og i sin velproducerethed så pirrer pladen efter første gennemlytninger til lige, at lade den køre en runde mere på 33 omdrejninger. For hver eneste gennemlytning sker det særlige, at numrene der før syntes tilfældigt smidt rundt i alle verdens hjørner, åbner sig bid for bid eller måske snarere lag for lag, for der er utrolig mange lag i Jim James første solo-udspil. Hver eneste gennemlytning giver nye nuancer og afslører nye facetter af James kunnen, og meget sikkert afspilning efter afspilning viser det sig at første indtryk var en alt for hård dom, efter utallige gennemlytninger sidder jeg pludselig med en sort sag, der kunne end med at blive et af årets bedste og flotteste albums strømmende ud af højtalerne.

jim-jamesJim James sparer ikke på noget, der er strygere i den helt store 50er stil, dette er en amerikansk album skal vi huske, selvom det ikke er klassisk musik, så veksler James mellem tenor-sang og sin helt egen version af croon anno 2013, en anelse psykedelisk rockende, soulet, ja nærmest jazzet, på sine steder, tyst og alligevel larmende og fyldigt, lækkert elektronisk garneret med saxofon, strygere og synth, tilsat fuglekvidder og andre lydeffekter. Numrene ruller sig bare ud lag for lag, det er en plade, der på mange måder gør en glad i låget, uden dog at Jim James på noget tidspunkt mister sin alvorlige sydstats indie-attitude. De alvorlige tekster, der kredser omkring det religiøse og det at leve livet. Hjertesorg, konstant søgen og alligevel at finde roen, vi tages med fra State Of The Art til Dear One, Know To Know, hvor Side A slutter med den simple, men meget kraftfulde A New Life. På All Is Forgiven har James “followed all the wrong dreams” for til sidst at slutte af med Gods Love, meget vedkommen og tankevækkende tekster og melodier. Om han er ramt af en eller anden form for vækkelse af religiøs karakter vil jeg arbejde på at finde ud af når først pladen har sat sig, indtil da nyder jeg i fulde drag albummet.

Efter ikke længere at have styr på hvor mange gange pladen har været vendt og spillet, er de 9 numre gennemlyttet så voldsomt, at andre skiver ville have krævet en pause, men sådan er det ikke med dette album, numrene fylder i stuen og skifter karakter som jeg arbejder med lytningen af albumet, 9 numre er på en måde alt for lidt og på mange måder en kæmpe mundfuld. Det er sjældent, at en skive rører mig på den måde, jeg er solgt. Det viser sig, at jeg sidder med et album på pladespilleren, der ikke er ved at fare vildt i flere forskellige retninger, men tværtimod er en magtdemonstration i at kunne håndtere genrene og dens mange artede virkemidler, Jim James er som med My Morning Jacket en ener. Jeg tror det bliver meget svært, på min pladespiller, at nå højere i 2013 end der oppe hvor Jim James har placeret sig med dette eftertænksomme og avancerede pletskud af en første soloudgivelse.

Rating 10/10

Jim James officiel video “A New Life”

Dauhgter: Dispite Everything I Am Still Human

Daughter : If You Leave
Udgivet på 4 AD, marts 2013

Ovenpå to meget spændende minimalistiske EPere, og en følsom smuk koncert på Gloria scenen under sidste års Roskilde Festival, oveni dette så udgives bandets debut på et af verdens mest stilsikre pladeselskaber 4 AD, så var mine forventninger meget store, da folien blev flået af pladen og med et stort smil sat til afspilning. Det giver næsten sig selv at “If You Leave” ikke er en happy-go-lucky-skive.

Daughter tager os med på en rundtur i forliste kærlighedsforhold, brudte løfter, sindets kringlede mørke kroge, og dermed lader lytteren føle den smerte, som er forbundet med den umulige kærlighed. Det er melankoli af højeste karat, ægte og dybtfølt. Det er lige før at ti numre i et hug, er i overkanten. Jeg måtte tage en lille pause mellem side A og B for at luft til hjernen, og ro til at fordøje de første fem meget følsomme og intense numre.

Side A’s første skæring “Winter” sætter rejsen mod dybderne i gang. Elena Tonras skrøbelige, og alligevel stærke, sikre stemme, lægger sporet for den tur, lytteren sammen med Daughter skal ud på. En smertefuld rute, uden på noget tidspunkt at blive klynkende, patetisk eller uvedkommende:

“Drifting apart like two sheets of ice, my love
Frozen hearts growing colder with time
There’s no heat from our mouths
Please take me back to when I was yours”

Så er vi i gang! Kuldegysningerne kommer og går i de næste 44 minutter, inden der rundes af med

“If you leave, When I go
You’ll find me, In the shallows.

Lying on my back,
Lying on my back,
Watching stars collide”

Hvis man kan tale om et festfyrværkeri i kærlighedssmerte, så har Daugther produceret dette. Det er såvel musikalsk, som tekstmæssigt, knivskarpt. Siden EPerne, er lydbilledet blevet noget bredere og mere nuanceret. Det er som The XX møder Sigur Ros, og så alligevel ikke helt. Det er indie, det er shoegaze, der er elektronisk, det er storladen minimalisme, det er rock, det er vel egentlig bare Daughter! De får hermed sat et solidt aftryk i verdenen med denne debut.  Instrumenteringen er egentlig meget sparsom, men produktionen meget vidtfavnende. Trioen, der udover Elena, tæller Igor Haefeli og Remi Aguilella, spiller på guitar, trommer, masser af lyde og elektronisk, samt Tonras stemme, der fungere som en selvstændig stemnings katalysator, og på den måde bliver sit eget instrument på “If You Leave”.

Der slippes stort set intet lys ind i “If You Leave”, og det gør absolut ingenting, for dette album er så nærværende og gennemført, at ord faktisk bliver lidt fattige. Det skal høres! Nyd melankolien og fordybelsen i smerten, for det gør efterfølgende smilet så meget større.

Underneath the skin there’s a human
Buried deep within there’s a human
And despite everything I’m still human
But I think I’m dying here

De ti numre indfrier til fulde mine store forventninger. Det er en ekstraordinær helstøbt debut skive, de har fået landet her. Jeg glæder mig usigeligt til at genhøre Daughter, når de spiller på dette års Northside Festival – og igen i Vega til november. På Northside spiller de desværre ikke, når mørket er faldet på, men lur mig, om der ikke sker det samme på scenen i Århus, som i min stue. Når først Tonra åbner munden og bandet spiller, så går solen ned, uanset hvornår på dagen og kloden man befinder sig i selskab med Daughter.

Rating 8/10

Daughter: Youth Live fra XFM