Jeg ville ønske, jeg havde gemt anmeldelsen. Jeg klippede den ud af kultursektionen i Det Fri Aktuelt og skød den usikkert hen over disken. Jeg var tretten og allerede sortklædt og fremmedgjort sammen med min bedste ven Ole. Vi hørte Bowie og Kraftwerk. Men Ole vidste ikke noget om dette. Det var noget, jeg måtte gøre på egen hånd. 

Jeg husker ikke hverken navnet på pladeforretningen eller indehaveren af den; jeg forestiller mig, at han hed Henrik. En fyr, der var omkring de tredive i 1988, kan godt have heddet Henrik. Han har nok præsenteret sig på et tidspunkt; jeg kom der tit. Det smalle butikslokale lå i begyndelsen af Østergade og må have delt baggård med den nedsunkne, hvidkalkede ejendom, der lå på toppen af Storegade lige om hjørnet, og hvor der senere flyttede en ind fra min folkeskoleklasse, der hed Bettina. 

Jeg gik rundt i det lille lokale og kiggede forsigtigt på rækkerne med vinylplader. Jeg turde ikke kigge ordentligt på Henrik (vi kalder ham Henrik), for han var uopnåelig og alvidende, men jeg husker ham som høj og med brunt hår, som godt kan have været kort foran og lidt længere bagtil, fordi det var 1988.