Lyden af godt selskab

Lyden af godt selskab

Jeg var i mange år ansat på en højskole. Den eftermiddag i september var der frugt, bagværk og termokander på langbordet. Jeg havde hældt kaffe op og stirrede længselsfuldt mod langsiden for at signalere til en kollega, at jeg godt ville have mælken i min retning, men lydløst, for forstanderen var gået i gang. Sagen var alvorlig: skolen manglede elever. 

Efter tre kvarters gruppearbejde kiggede min chef ud over de tilstedeværende og bad os komme med bud på, hvordan vi kunne skaffe flere elever. 

Nede i hjørnet var der en, der sagde noget om marketing. 

Så tog min kollega ordet. Udsagn får automatisk mere vægt, når man placerer underarmene på bordet og læner sig lidt frem. 

– Hvad med, begyndte min kollega (placeringen af de underarme havde for længst sikret personalets opmærksomhed), – hvad med om vi tager alle de elever, vi har nu, lukker dem inde i foredragssalen, tænder nogle stearinlys, og sætter noget Marvin Gaye på. Så går der 18 år, og så har vi nye højskoleelever! 

Der kom elever til højskolen. Om det skyldes at to personer på et tidligere tidspunkt et sted på kloden havde sat noget Marvin Gaye på, er ikke til at sige. Men det fik mig til at tænke over, hvorfor det ofte er Marvin Gaye eller Barry White, folk på min alder og ældre hiver frem, når man skal tale, ahem, stemningsskabende musik. Min kollega er godt tredive og langt fra boomer, men måske er vi på tværs af generationer kollektivt underlagt en accept af, at sexy musik er sorte mænd med tilknytning til Motown. 

Der skulle ikke mere end et par afsnit af den komplet rædselsfulde halvfemser-serie om advokaten Ally McBeal til at ødelægge Barry White for mig. I 25 år har jeg associeret You’re my first, my last, my everything med den formentlig mest øretæveindbydende hovedperson i amerikansk tv-historie. Faktisk er det første gang i mere end to årtier, nu hvor jeg sidder og skriver dette, at jeg lytter til nummeret. Den sang er fuldkommen lige så rædselsfuld som jeg husker den. 

Barry har lige spurgt, 

We got it together, didn’t we?

Og jeg er sgu ked af at skuffe dig, Barry, men nej. Din frisure var desuden alt, alt for voldsom i den periode. 

Så helt uberettiget har jeg givet den narcissistiske juraklovn, der gik mere op i sit eget neurotiske følelsesliv end i at føre sager, skylden for min afstandtagen til Barry White. Måske skal jeg give mig til at binge-watche Ally, nu hvor jeg er på supplerende dagpenge. Hvem ved, hvad der vil åbenbares.

Der skal ikke bolles til Barry. Og det er et sværd, jeg er villig til at dø på.   

Det mest åbenlyse når det kommer til Marvin Gaye, er selvfølgelig Sexual Healing. Det bliver så også et nej. Der er så meget tynd trommelyd i det nummer, at jeg ikke kan lade være med at spekulere på, om det er lyden af et Roland TR-808. På den måde kommer jeg hurtigt væk fra det, det gerne skulle handle om. 

Og sådan kunne jeg blive ved. Og jeg blev faktisk ved, for pludselig var det tre timer senere, og jeg havde hørt rigtig meget anbefalet stemningsskabende musik: Teddy Pendergrass, Al Green, John Legend, Prince, Maxwell, The Weeknd (der er en fællesnævner her). Men der var altid noget, der distraherede mig. Nej kraftedme, udbrød jeg og satte kaffekoppen hårdt på bordpladen. Hvad lytter de unge til nu? Tessa! 

Jeg bærer mit boomer-badge synligt på reverset, så jeg gider ikke have en mening om noget som helst, der er sket efter 2001. Men jeg har undervist i popkultur i fire år, så det har jeg alligevel. Tessa er en rapper fra den københavnske vestegn, som fik min fulde sympati i forbindelse med Zulu Awards i 2021, hvor hun blev siddende på sin plads i overbærende tavshed, mens knapt 60-årige Thomas Blachman (grunden til hans popularitet overgår ganske enkelt min forstand), stod og bøvede den på scenen ved denne her tåbelige prisuddeling og bad Tessa “komme og kn**** ham” og at han “stod i telefonbogen”. Tessa svarede efter en rum tid igen med et såkaldt diss track, hvor hun med sit kantede flow blandt andet gjorde opmærksom på, at Blachman havde sit sidste hit før hun blev født. Hun tog stikket helt hjem i et efterfølgende interview, hvor hun bemærkede, at det desuden var cirka tyve år siden, den sidste telefonbog blev trykt. De unge jublede; vi andre kan huske, at den sidste Mostrup vejviser kom på markedet i 2017. Generationsforskellene er til at tage at føle på: have a seat, Thomas Blachman; in fact; have several seats. 

Vi kan roligt regne med, at Blachman har forsøgt at bolle til Tessa, men det har ikke bragt mig nærmere at kunne sammensætte en liste over stemningsskabende musik. Det går heller ikke med Tessas bagkatalog. Det er flere år siden det var kontroversielt at sige pik, og det bliver ikke mere kontroversielt af at man siger det flere gange. I nummeret “Engangspik” bedyrer kunstneren, at hun har været en beskidt bitch siden hun gik på efterskole, og så zoomer boomer her altså ud. Tessas tekster er hårdtslående og eksplicitte og giver sikkert fin mening, når man står på et provinsdiskotek med en Bacardi klokken kvart over to en lørdag nat og ham ved baren sgu ser okay sprød ud, selv om han har to ansigter, *bøvs*. 

Tessa kommer ikke på listen. Der har sneget sig en forråelse ind; en better-harder-stronger attitude, som ikke lader noget eller nogen komme under huden. Jeg er med på, at det er en af de former, moderne datingetikette kan antage. Men det er ikke stemningsskabende. Det er ikke erotisk. Der er ingen tosomhed, intet nærvær. Mest af alt gør det mig trist. For hvis det er fucking ud af vagten, når jeg vækker dig (endnu en strofe fra ovennævnte epos) er sådan, de unge får serveret idealet om kontakt til et andet menneske, så forstår jeg godt… ja, jeg ved sgu ikke, hvad jeg forstår. 

Måske skulle jeg ringe til Thomas Blachman og få en sludder. Han står i telefonbogen. 

Blev træt og googlede “erotic music”. Den foreslog Pony med Ginuwine. Vi er så sandelig ude i subjektive vurderinger her. 

Tilfældigt prioriteret og meget kort liste over musik, som kan virke stemningsskabende: 

Songs of Faith and Devotion / Depeche Mode
Hele pladen handler om voyeuristisk underkastelse, men lyt en ekstra gang til In Your Room, og lad os tales ved om erotik. 

OK Computer / Radiohead
Climbing up the Walls, hvis din kåde drøm er at ligge i kataton fosterstilling, mens sociale medier overtager verden. På en klimaktisk måde (thanks, Jonny!). 

Når Alex Turner fra Arctic Monkeys åbner munden
Den mand er eddermaneme lyden af a real good time. Tag nu Fireside fra AM: den har sådan en bossanova-feeling, som klæder teksten retti godt. 

Spirit of Eden / Talk Talk – Desire
Syv minutter og sytten minutters rejse mod fortabelse. 

Hvis man ikke vil distraheres af kantslag og wah-wah pedal: Brian Eno. 

Undgå:

Suspekt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.