De første udgivelser er kommet ind af døren i det nye år og 2016 ser allerede meget spændende ud. Den første Pede-liste er klar, 12 forskellige numre, der alle hver for sig fortjener et lyt og at blive købt som fysisk medie, dels fordi vinyl og CD bare er lækrere end lydfiler og så er der en chance for der tilgår musikerne flere penge end Spotify og andre tjenester lader gå tilbage til de der skaber musik. Nå men det ved I jo alle godt så vi skal i gang med listen:

David Bowie : Lazarus fra Blackstar
Sidste album, sidste video, sidst alting med David Bowie. Blackstar blev udgivet og to dage efter kom den triste meddelelse om Bowies død. Lazarus er Mature Bowie-classic. Artpopfunkrock ? Lidt af det hele blandet sammen, skævt og vellydende. Nogle anmeldere nåede inden Bowies død, at kalde albumet alt fra mesterværk til genfødsel, albumet skyder i mange retninger, stortset alle de som den modne Bowie har bevæget sig rundt i siden starten af 90erne og det er skam ganske rigtigt, at det er hans absolut stærkeste album i denne sidste livsfase. Sublim timing, perfekt iscenesættelse, savner ham allerede, men hvilket flot og livsbekræftende værk, at lukke livet med.

Villagers : Everything I Am Is Yours fra Where Have You Been All My Life?
Conor O’Brien, der gemmer sig bag navnet Villagers, har udgivet tre albums og her kommer så et best of af de tre, hvor han har været i studiet og genindspille 18 numre fra disse udgivelser, optaget i første eller andet take, der giver alle numre nyt liv, en udgivelse der demonstrere Conors gode sangskrivning og blik for den gode melodi, en feelgood skive med et strejf af blue og almindelig melankoli, helt efter bogen når man kommer fra Dublin.

Yorkston/Thorne/Khan : Song For Thirza fra Everything Sacred
Yorkston har twistet skotsk folk-musik siden udgivelsen af hans fremragende debut på Domimo Records, Moving Up Country fra 2002. Produktionen har været stor og meget stilsikker. Denne gang bevæger han sig sammen med Thorn fra Lamb og indiske Khan ud ad et helt nyt spor, et spor hvor den britisk folk tilsættes store doser af indisk folkemusik, at en ny afart af folk nærmest bliver skabt, det er musik der svinger fra at være meget afslappende, nærmest drømmende, til at være røvirriterende skæv, det er uden tvivl et album, selv kendere af Yorkston, skal have sat over og køre flere gange før den lige falder i hak. Personligt er jeg ikke selv faldet for det endnu selvom, jeg finder hele dette setup firnurligt og interessant.

Daughter : Doing The Right Thing fra Not To Disappear
Daugthers debut “If You Leave” slog benene væk under mig, da den udkom i 2013, en helstøbt plade om kærlighedens svære og forrykte liv. En etter, der var så ren, smuk og melankolsk, at jeg har haft mine bange anelser for om de unge londonere kunne gentage eller indfange verden til toeren. Daugther skuffer ikke, de har gjort en sublim skive, lettere modnet, men stadig med øje for tragedien og fingeren på den puls som banker, der ude hvor kærligheden altid ender i afslutninger og problemer, til tider nærmest storladent, konstant svævende og halv messende. Jeg er endnu en gang bare totalt faldet for Elena Tonras følsomme stemme, ramt i en sådan grad at vi skal helt tilbage til Cockteau Twins for at ligne et crush der ligner. Ses vi i Store Vega den 4. februar ??? Det kan du lige tro vi gør 🙂

Mystery Jets : Telomere fra Curve Of The Earth
Mystery Jets er et af de bands der lever godt på de britiske øer. Det er indierock/pop i den stil der er blevet lavet i UK gennem årtier, I ved, den der britiske lyd, der nærmest skriger efter et stadion den kan blive spillet på, fordi lyden vokser sig så stor at den ikke kan rummes andre steder. Og den slags har man jo bare brug for nogen dage på sådan et år.

Skunk Anansie : Love Someone Else fra Anarchytecture
Der findes dage hvor genkendelsens glæde er nok, og sådan er det med Skin & Cos nye album, der er ikke sket meget siden 90erne, det er vellydende, rock, med lidt vrængende sang i de rette doser og elektriske beats droppet i numrene. Godt produktion. Kendere vil elske det, der er absolut intet nyt under solen, og det behøver der jo heller ikke altid at være.

Hinds : And I Will Send Your Flowers Back fra Leave Me Alone
Det er enkelt, kvindelig garage-poprock med klare afstikkere til 60erne, direkte fra Madrid, det er deres debut, jeg bliver i så utrolig godt humør at lytte til de stilrene numre og den fanden i voldskhed  de unge damer lægger for dagen. Deres energi og ligefremhed smitter og gør albumet til vinder, der lægges ikke nye lag på genren, hvilket ikke gør det mindste, det er så befriende ukompliceret.

Bloodiest : Mesmerize fra Bloodiest
Så bliver tingene til gengæld lettere kompliceret og man skal virkelig være i humør når Bloodiest levere progressiv metal direkte fra Chicago, nogen vil måske finde det lidt for gumpetungt, i de numre som Mesmerize hvor det virker finder jeg det både stemningsfyldt og effektfyldt, men det er en temmelig rodet sag de har sat løs, hvor de kan sammenlignes med Tool når tingene virker bedst.

Petal : Heaven fra Shame
Vellydende feelgood-indie-rock med kvindelig vokal, Kiley Lotz, fra USA, og det så klasisk, så det får det store smil frem hos mig. Lige ud af landevejen, sprød, fængende og kun lettere blåt, ikke særlig kompliceret, men det gør intet når først festen er sat i gang.

Jørck : Black Sun fra Black Sun
Det er dansk selvom det ikke rigtig lyder sådan, lyden er nemlig meget international når denne duo går i gang med deres elektroniske popmelodier, tankerne går mod Mazzy Star, drømmende soundtrack til livet, fyldt med masser af lyde, en skive som vokser for hver eneste gennemlytning. Trine Jørck og Torben Guldager har lavet flot og stemningsmættet debut.

Tindersticks : Were We Once Lovers? fra The Waiting Room
Stuart Staples bliver jeg bare aldrig rigtig træt af, jeg husker stadig hvor glad jeg blev først gang min daværende pladepusher lod tonerne af det første album, for vel efterhånden 23 år siden, brede sig ud i rummet i GUF i Lars Bjørnsstræde, jeg var solgt ved først lyt og har været det siden. De har helt sikkert lavet det samme album mere end en gang, selv hestehovedet på coveret er brugt flere gange før. For mig er det lyden af gode historier der finder vej til min hjerne når Staples baryton går i gang, kan ikke kæmpe imod det, endnu en tur med masser af minder i hovedet, og når der lyttes efter i andet gennemlyt endnu en runde med interessant nærværende historier fra Tindersticks.

John Moreland : You Don´t Care For Me Enough To Cry fra High On Tulsa Heat
Det er måske lidt af en tilsnigelse at tage Moreland med på årets udgivelser, da albumet udkom i USA sidste år, men først har fået europæisk release i forbindelse med Moreland har fulgt Jason Isbell rundt i Europa på tour siden nytår. Det er country af den slags som får voksne mænd til at stortude, melodiøst, fantastisk sangskrivning, en ægthed som kan synes at være en mangelvare i musikbranchen. Morelands stemme og instrumentering er klassisk country, det er lyden af de amerikanske rødder i passager skåret så langt ind til bennet at vi ikke kommer længere.

Alle albums kan fås på vinyl og CD hvis man endnu ikke har overgivet sig til pladespillere, og for min fornøjelse og til jeres inspiration kommer her årets første playliste: