Talk Talk – Spirit of Eden (1988)

Talk Talk – Spirit of Eden (1988)

Jeg ville ønske, jeg havde gemt anmeldelsen. Jeg klippede den ud af kultursektionen i Det Fri Aktuelt og skød den usikkert hen over disken. Jeg var tretten og allerede sortklædt og fremmedgjort sammen med min bedste ven Ole. Vi hørte Bowie og Kraftwerk. Men Ole vidste ikke noget om dette. Det var noget, jeg måtte gøre på egen hånd. 

Jeg husker ikke hverken navnet på pladeforretningen eller indehaveren af den; jeg forestiller mig, at han hed Henrik. En fyr, der var omkring de tredive i 1988, kan godt have heddet Henrik. Han har nok præsenteret sig på et tidspunkt; jeg kom der tit. Det smalle butikslokale lå i begyndelsen af Østergade og må have delt baggård med den nedsunkne, hvidkalkede ejendom, der lå på toppen af Storegade lige om hjørnet, og hvor der senere flyttede en ind fra min folkeskoleklasse, der hed Bettina. 

Jeg gik rundt i det lille lokale og kiggede forsigtigt på rækkerne med vinylplader. Jeg turde ikke kigge ordentligt på Henrik (vi kalder ham Henrik), for han var uopnåelig og alvidende, men jeg husker ham som høj og med brunt hår, som godt kan have været kort foran og lidt længere bagtil, fordi det var 1988. 

Der var Rick Astley og Billy Ocean og Whitney og Stock, Aitken & Waterman, og Def Leppard havde udgivet Hysteria, og det var derfor, et par af drengene fra ottende og niende havde klippet ærmerne af deres cowboyjakker. Man blev mødt med vantro, når man fortalte, at Def Leppards trommeslager kun havde én arm. Det vidste jeg fra Bravo, det tyske magasin, som kunne købes i Brugsen og som især min mor syntes var spild af penge, fordi det var på tysk. Men jeg behøvede ikke være god til tysk for at kunne konstatere, at Rick Allen optrådte med knude bundet på det ene t-shirt-ærme, og så ellers en shitload pedaler for fødderne. 

De hårdeste typer, fx. Brian fra min klasse, havde kun skuldertræk til overs for Def Leppard. Brian havde heller ingen ærmer i sin cowboyjakke, men det var ikke på grund af tøserne i Def Leppard. Brian hørte Anthrax og Metallica. Og den plade med Twisted Sister, hvor Dee Snider æder en rå lammekølle. Jeg var tit med, når Brian spillede Anthrax. Det måtte han kun indtil hans far kom hjem fra arbejde, men indtil da, var det fedt. 

Jeg ved ikke, om Henrik solgte mange kopier af Spirit of Eden til trettenårige. Jeg ved heller ikke, om der var mange trettenårige, der læste Det Fri Aktuelt, men min far var ansat i fagbevægelsen i firserne, så den var svær at undgå. Jeg stod ihvertfald der med mit udklip og følte mig aparte (det var mormor Grethes yndlingsord; aparte. Mormor røg Partner og meget var efter hendes mening aparte). Jeg var ikke stødt på Talk Talk nogen steder; de var ikke i Bravo. Jeg havde aldrig lyttet til deres musik, men der må have stået et eller andet afgørende i den anmeldelse, for jeg gik over til Henrik efter skole og spurgte forsigtigt, om han havde cd’en. Det havde han. Jeg vil gerne tro, at Henrik syntes, jeg var en cool trettenårig, der var langt mere sofistikeret end Rick Astley og Kylie Minogue, men lige i momentet var det superpinligt, og jeg stak hjemad med min cd. 

Udklippet foldede jeg sammen og lagde i kassetten. CD’en har jeg stadig, men udklippet er desværre er gået tabt. Gad vide hvordan; meget er gået til i forbindelse med fester, men hvis man skulle finde på at sætte Spirit of Eden på, kunne man lige så godt tænde lyset i samme ombæring. Jeg gad godt vide, hvad det var, der fik mig til at købe en cd med et band, jeg aldrig havde hørt om og hvis musik, jeg ikke kendte. 

Rick Astley er baryton; hans stemme er kraftfuld og blød som creme. I 1988 kunne du ikke tænde for radioen uden at Rick sang ad dig. På Sky Channel og Super Channel i Aalborg hjemme hos farmor, hvis boligselskab havde parabol, dansede Rick entusiastisk i hyttesko, polotrøje og en lys buks. 

De første to minutter af pladen er én lang flade af lyd. Efter to minutter går det faktisk i stå, og jeg husker, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt der nogensinde ville komme musik ud af den helt nye CD, jeg havde givet 129 lommepenge for. Ikke et eneste nummer på Spirit of Eden holder sig i nærheden af popsangens ramme på tre minutter, og da Mark Hollis på The Rainbow (et af de top-10 bedste åbningsnumre i rockhistorien) endelig bryder frem efter 3 minutter og 26 sekunder, er det med en knirkende, nasal og sine steder nærmest spøgelsesagtig stemme, der oversvømmes af trædeorgel og kantet guitar og faktisk lyder som en undskyldning for sig selv, hvis man har været vant til Rick og Billy. 

Men jeg var hærdet; jeg hørte Bowie og alt muligt andet. Jeg forstod bare ikke helt, hvad Mark Hollis sang. Det tynde, hvide booklet var ikke til megen hjælp: teksterne var printet håndskrift i størrelse 4. Nogle ord var genkendelige; andre druknede under vægten af guitar og kantslag eller blev hvisket så blidt, at ordet blev en fornemmelse snarere end en meddelelse. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg lyttede til. Jeg elskede A-ha og Pet Shop Boys, jeg var lige blevet færdig med at være forelsket i alle dem fra Bros, og ganske få uger senere skulle Learning to Fly blive adgangsbilletten til min livslange kærlighed til Pink Floyd. 

Musik består af lyd og pause. Det her er stream of consciousness. Det er skramlet og ujævnt og der er bluesrytmer og mundharpe og trompet og klarinet, pitchet op eller muted så meget, at det ikke efterlader andet end ekko. Du kan bruge de selvsamme vendinger til at beskrive Tom Waits eller The Pogues, men det er så langt fra det samme, at det nærmest er løgn. Det meste af pladen går med at vente. Det er som at stå i havvand til midt på lårene og vente på den næste bølge. Pludselig bryder musikken ud i et kontrolleret kaos, der truer med at opsluge dig, for så at dø ned igen. Og over det hele svæver Mark Hollis’ stemme. 

I dag var jeg gået på Pitchfork eller havde gravet mig ned i et af de utallige musik-fora og sites på nettet. En hurtig google-søgning giver de første halvtreds retrospektive artikler om Spirit of Eden. Erfarne musikskribenter guider dig igennem lytteoplevelsen og sætter ord på instrumenteringen og lyrikken og bandets udvikling. De perspektiverer og sætter albummet ind i musikhistorisk kontekst. Jeg ville nok også ende med at vide alt om koncertaktivitet og bandmedlemmernes privatliv, og jeg ville være inspireret i retning af de første tyve bands, der kunne minde om Talk Talk. Sådan gør vi det nu. Jeg ville være forberedt. 

Et par år senere begyndte jeg at tage bussen til Aalborg for at købe NME og Melody Maker i kiosken på Boulevarden. Men dér sad jeg i 1988 med min cd, alene med en oplevelse, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle sætte ord på. Selvfølgelig kunne jeg cykle op til Ole, men jeg var bange for, at han ville slå det hen. Det var i den periode, han overvejede at farve sit hår rødt ligesom Bowie på coveret til Aladdin Sane. Det var okay, hvis Ole ikke kunne lide musikken, men tænk hvis han var ligeglad; det ville jeg ikke kunne bære. Jeg holdt en fugl i hånden.

På et tidspunkt sker der noget i I Believe In You, som jeg husker, gav mig gåsehud. Jeg måtte lige spille det igen. Og igen. Det er ved omkvædet. De skifter toneart, ved jeg i dag, men det anede jeg ikke dengang. Det var bare utroligt. Som om en hel masse fugle lettede i min hjerne på samme tid. 

Jeg tuder stadig til Wealth. Nummeret er båret af vådt orgel, en lillebitte smule wah-wah pedal og en melodi så skrøbelig, at pianisten, som lige kigger forbi i begyndelsen af nummeret, skal passe på med at komme for tæt på tangenterne.

Mark Hollis udgav et soloalbum i 1998, og trak sig derefter stort set definitivt tilbage. Han døde i 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.